Om bogen

Inklusionsvejlederen er en antologi i to dele, der belyser genstandsfeltet “inklusion” ud fra den position, en intern vejleder/ressourceperson i skolens organisation kan have. Formålet har været at lave en lettilgængelig opslagsbog eller redskabskasse, i hvilken man som praktiker hurtigt kan finde viden og inspiration i forhold til et bestemt emne. Der er ikke nogen fremadskridende opbygning mellem kapitlerne, der derfor kan læses uafhængigt af hinanden. Det hele holdes dog sammen af bogens røde tråd: inklusionsvejlederens rolle og redskaber. Tilsammen giver de to bøger et godt og solidt samlet overblik over de (måske) vigtigste problemstillinger og løsningsmodeller, der relaterer sig til feltet “inklusion”.


Målgruppen er studerende på de pædagogiske grund- og videreuddannelser, ressourcepersoner, psykologer, konsulenter, ledere, beslutningstagere og alle andre, der er interesseret i arbejdet med inklusion.


Inklusionsvejlederen 1 – udvikling af fællesskaber behandler primært, men ikke udelukkende, udviklingsprocesser i det almenpædagogiske felt. I løbet af 11 kapitel kommer denne del omkring, hvordan man som intern ressourceperson vejleder lærere, pædagoger, ledere og forældre i problemstillinger, hvor et barn eller et ungt menneskes deltagelse i de almene fællesskaber er i fokus. Bogen ser på gennemgribende forandringer i skolens organisation og kultur og kommer omkring emnerne kollegial coaching, narrativ team-refleksion, forældresamarbejdet, det tværprofessionelle samarbejde, multikulturelle udfordringer, undervisningsdifferentiering, co-teaching, sociale færdigheder, elev-lærer-relationer samt inkluderende klasseledelse.


Inklusionsvejlederen 2 – elev og diagnose fokuserer på specialpædagogiske udfordringer i skolen. Det er ikke til at komme udenom, at nogle børn har særlige forudsætninger og behov, når det kommer til at deltage i skolens aktiviteter, og derfor er det ligeledes nødvendigt at rette fokus mod specialiserede problemfelter, hvilket denne bog gør. Bogen behandler det, der specifikt kommer til udtryk hos enkelte elever, når de møder skolehverdagen, og kommer omkring emnerne elevperspektiver, udsatte børn, neuropædagogik, generelle læringsvanskeligheder, socio-emotionelle vanskeligheder, angst, ADHD, høretab, motoriske udfordringer, synstab, autisme og skriftsprogsvanskeligheder.

>



 




Køb bøgerne på Dafolo-online.dk - Gå til webshoppen

|